fredag den 2. januar 2015

Farvel til 2014

At denne overskrift når bloggen to dage for sent i forhold til den sidste dag i 2014, er vist et helt typisk billede på, hvordan 2014 har været for mig: konstant to skridt bagefter - forpustet halsende derudad for at nå alt det, jeg gerne vil, og det er sådan set både på arbejds-, hunde- og hjemmefronten.
Skal der sættes en overskrift på året for mig må det være "Bekymringer". Jeg er grundlæggende et positivt menneske, men når jeg skal se tilbage, har der godt nok været meget at bekymre sig om: Året startede med, at min far var MEGET alvorligt syg, men som det seje menneske han er, er han heldigvis kommet sig godt:-). Bekymringer på og om jobbet har der været masser af. Lov 409 er ved at slide de fleste af mine kollegaer op, og det er hårdt at se på, især fordi jeg af hensyn til mit helbred har aftalt en noget mere fleksibel ordning. Der har været adskillige udskiftninger - både af lærere og pædagoger. Ikke at der som sådan er noget galt med det, men det giver altid en del uro på en arbejdsplads, og det er altså ikke lige, hvad vi har brug for i disse tider....

Og så til hundene. Det sidste halve års tid er jo gået med at være bekymret for Django, men nu ser det bestemt ud til at gå den rigtige vej med ham. Han får fast smertestillende og Clomicalm, det fungerer han rigtig fint på, og forholdet mellem ham og Osseau er ganske glimrende.
Django har forandret sig en del efter kastrationen, så nogle gange er det næsten som at have en hvalp! Han vil ikke ud, når det er mørkt, og da slet ikke, hvis det regner. Det betyder, at jeg står udenfor og siger "tis, tis, tis", "tis nu" osv. om aftenen for at få ham til det - han kan snildt holde sig mange timer, men har han været på gåtur fx ved 15-tiden, skal han altså tisse før sengetid!!! Det er vi ikke enige om, og kan han snige sig ind bag mig, gør han det.... Han er simpelthen så streng, men det er nu ret underholdende. Gåture - hm, her er vi heller ikke altid enige. Nu koster det en guf hver gang, han har fået line på og skal ud af døren - ikke om han vil, han sætter sig og stemmer totalt imod, indtil jeg har fået hånden i lommen. Jo, jo - han er god til at opdrage mig:-)

    Fineste Django󾌧
    Smukke Django i sneen forleden
Osseau er jeg også lidt bekymret for, men det er forhåbentlig lidt overdrevet. Han har nogle maveproblemer, han ikke rigtigt kan slippe af med og har lidt for ofte opkast eller tynd mave. Jeg har talt med dyrlægen om det flere gange, men nu ser vi lige, hvordan det går med syredæmpende medicin - ellers må vi have ham igennem en større udredning.

Vi er kommet godt gennem nytåret. Osseau var jo tidligere meget bange, men det bliver tilsyneladende bedre med alderen. Hundene kører hinanden lidt op, så de har da gøet noget af de højeste brag, men det har nu ikke været så galt. Den nye lov har hjulpet en del, så jeg synes ikke der har været nær så meget skyderi i december, til gengæld tog de revanche den 31. men sådan skal det vel også være...selv om det er synd for dyrene....!

På prøveplan har det mest stået på rallyprøver, senest i SHS den 31.12. Her gik det på det jævne, Osseau fik hhv. 87 og 79 point (i sidste prøve 92 indtil næstsidste skilt, der kostede 13 - Cirkel omkring fører fra højre side er svær!). Dumle fik IB i første prøve og flotte, flotte 93 i den anden.

Rigtig godt nytår alle sammen:-)


Ingen kommentarer:

Send en kommentar