onsdag den 20. juli 2011

Når hunden har ondt

Som jeg tidligere har berettet om, er det en noget kompliceret affære at finde ud af, hvordan Django bedst behandles for sine smerter, da han tilsyneladende har svært ved at tåle de forskellige præparater.

Det er generelt svært at finde ud af om en hund har ondt, og med Django, som jo er en glad og aktiv hund, synes jeg, det er virkelig, virkelig svært.
Der er mange forskellige oversigter på nettet over forhold, der kan indikere smerter hos hunde, og her har jeg da fundet nogle punkter, der kan passe på Django - f.eks:

  • Hunden lægger sig kun på den ene side. Det har jeg aldrig tænkt over tidligere, men kan godt se det nu.
  • Hvis hunden ikke hviler samme sted ret lang tid af gangen. Han har altid fuldt mig rundt i huset, så måske er det ikke noget tegn...
  • Smerte ved berøring. Det, der gjorde, at jeg endelig fik ham undersøgt, var, at han trak sig ved berøring
  • Uvilje til at bevæge sig, til at gå op ad trapper eller til at springe op. Han har aldrig villet gå op ad trappen hos mine forældre, men det blev så værre i vinters mht. at skulle i bilen mv.
  • Stivhed i gang. Django "ruller" ligesom i ryggen, når han går
  • Hvis hunden løfter begge bagben fra jorden samtidig under galop. Det har han altid gjort
  • Adfærdsændringer eller aggressivitet. Sker nogle gange i forhold til Osseau
  • Dyret er mere ængstelig/klæbende. Er kommet en del på det eneste
Men så er der meget andet, som han ikke "opfylder":
Hans appetit fejler bestemt ikke noget
Han hopper gerne op ad os - meget højt endda
Han virker stort set altid glad

Derfor er det SÅ svært bare at proppe smertestillende i ham. Vi har efterhånden prøvet en del forskelligt - enten bliver han dårlig, eller der er slet ingen effekt. Det, der har virket bedst på smerterne, er Previcox, som ødelagde hans mave, men da langt de fleste midler er NSAID, er det en risiko ved de fleste produkter. Nu er jeg imidlertid blevet enig med dyrlægen om, at det er det, han får - når det er nødvendigt vel at mærke,og så er det sammen med noget pulver-agtigt noget, der kan beskytte hans mave-slimhinde.
Jeg må så vurdere, hvornår det er nødvendigt! Det betyder, at han nu har fået en pille i 3 dage efter Sheltiedagen, derefter pause og så har han igen fået i dag, hvor vi har været på skovtur i et par timer - vi må jo prøve at finde en balance, der fungerer.
Jeg vil jo gerne gøre det bedste for min hund - gode råd modtages gerne!!!!



Ingen kommentarer:

Send en kommentar