Det med at tage til Samsø i en weekend i oktober er efterhånden en fast tradition, og da Amanda blev inviteret til at dømme den ene rallyprøve søndag, skulle vi naturligvis afsted. Det var samtidig første gang Girah skulle på rigtig ‘hundeudflugt’, så jeg var spændt på, hvordan han ville reagere på det hele.
Lørdag var der dog dancing på programmet, og Girah og jeg skulle op i Færdighedsprøve 1 - oven i købet som de første på dagen. Vi ankom til hallen ca. 10.30, en halv times tid før det hele startede. Girah er SÅ meget en stjerne. Han har aldrig været i sådan en hal før, glatte gulve, trapper og gulvtæppe, men han var helt uimponeret og gjorde sit allerbedste. Der var usikre øvelser, ja, men der var bestemt også mange flotte, og jeg er meget tilfreds med vores prøve:
Sidst på dagen skulle vi op i Begynderklassen, hvor man må belønne. Vi er slet ikke klar med et program endnu, så det er udelukkende træning i at være i ringen. Igen var han helt på - masser af belønning med legetøj og masser af fokus - lige som det skal være.
Lørdag aften skulle vi ud at spise med Paul, Louise og Henrik. Lidt drama, men vi endte på det hyggeligste sted, hvor de serverede meget lækker mad - og jeg har så for første gang smagt en rørt tatar, superlækkert!
Natten forløb okay. Der er virkelig lydt på Nordgaarden, men det er alligevel et meget dejligt sted at overnatte. Girah gøede en enkelt gang omkring kl. 01.30, men ellers klarede han natten fint nok.
Søndag var det så tid til rallyprøver. Jeg havde egentlig en plan om, at gennemføre den ene prøve og træne på den anden, men blev enig med mig selv om at tage det, som det nu kom. På Brians bane var der en bakkeøvelse som skilt nr. 3, så mit mål blev at klare den - det lykkedes med en ommer, og jeg valgte at belønne derefter. Så lavede vi 4 skilte, belønnede og forlod banen. Amandas begynderklasse lå allersidst, og der var ikke mere tilbage i den lille hund. Det resulterede i gøen, så han blev dækket af, jeg lavede endnu en øvelse og belønnede så også her - sådan blev det, det var det eneste, der var fair over for ham på det tidspunkt.
Så ventede kun færgeturen hjem - der var han godt nok træt:-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar