lørdag den 14. december 2019

Allersejeste Django - 15 år og 5 måneder

Tirsdag den 10. december fra en rigtig hård dag for Django - og bestemt også for os andre herhjemme!
Det har de seneste par måneder været på høje tid med endnu en tandrensning, men det er altså en ret stor beslutning at udsætte en så gammel hund for endnu en omgang narkose. Django har altid haft nogle trælse tænder, der hurtigt har fået masser af tandsten, så vi har prøvet det en del gange efterhånden.
Nu har vi jo planer om, at han skal leve 5-7 år endnu, og det kan han altså ikke, hvis der ikke blev gjort noget ved de tænder, som var virkelig grimme og gav ret dårlig ånde, så der var ikke så meget at gøre.

Jeg har fuld tillid til min dyrlæge - Ringsted Dyreklinik - som kender hundene godt og har styr på, hvad de laver, men det var ikke med glæde, jeg afleverede ham tirsdag morgen!

Ved 12-tiden ringede Jens, der er Klinikchef, til mig, og jeg holdt vejret, mens han skyndte sig at sige, at alt gik godt. Desværre var der et ret stort issue med en kindtand, som de var nødt til at fjerne - jeg har ikke helt styr på hvorfor, men det er noget med, at ældre hunde kan få stenhårdt tandkød, hvilket betød, at kindtanden var død, og der var helt åbent op til nerverne. Hans sidste fortand var knækket, så den måtte de også fjerne.

Kl. 15 hentede jeg en meget groggy hund! Han var blevet syet med 9 (!!!!) sting ved kindtanden og et par stykker ved fortanden, så det var bestemt en større omgang med rigtig lang tid i narkose:-((
Jens gennemgik det hele med mig: først den blodprøve, som de tog til at starte med for at se om alle værdier var ok, før de lagde ham i narkose. Blodprøverne var vildt flotte, hvilket han beskrev som meget imponerende for en ældre hund, så det er jo mega dejligt at vide, at alt er vel i kroppen på ham!

Jeg betalte tæt på 6000 kr, og vi kørte hjem til en Osseau, der havde ligget og ventet på Django hele dagen - lille pus!

Django var virkelig medtaget, og klokken var 19, før han kunne stå på benene igen, så det var nogle meget lange timer. Da han kom på benene, fik han akut dårlig mave, så det var rigtig synd for ham....
Dagen efter var hans kind meget hævet, og vi måtte afsted, så han kunne blive kigget på igen - han fik en omgang laserbehandling, og dagen efter var det faldet meget.

Således så han ud torsdag morgen:


I løbet af torsdag blev han helt sig selv igen. Glimtet i øjet er tilbage, han går frisk med på gåture og han er en ballademager, som han plejer at være - så nu er han helt klar til at leve mange år endnu:-)))

1 kommentar: