Facebook lovede mig forleden dag "Et lykkeligt ægteskab i 2018", men det blev Henrik og jeg nu enige om, at vi allerede har (det meste af tiden i hvert fald:-)).
Jeg er selvfølgelig også glad for, at mine børn klarer sig så godt, som de gør. Amanda kender I jo sikkert alle. Hun er et af de sejeste mennesker, jeg kender - både på hundefronten og på det personlige plan:-) Daniel stortrives i New York, han har fundet sig den sødeste kæreste (heldigvis herhjemme så vi er sikre på, at han kommer hjem igen), og han skal nok klare sig i fremtiden.
Og så nyder jeg jo vores skønne hunde hver eneste dag!
Jeg er så glad for, at vi har stadig har Django, som er så frisk og fræk, og han trives fantastisk i sit hundeliv med korte daglige gåture i vante omgivelser og med Nose Work, som jeg burde have fundet til ham for mange år siden. Det er simpelthen lige noget for ham. Desværre synes jeg ikke, at det er det mest spændende, og jeg har svært ved at se mig selv begynde at nørde det for alvor - men det kan man jo aldrig vide.....
Osseau er et helt kapitel for sig. Jeg er stadig af den overbevisning, at han vil kunne lære alt det, Amanda og jeg formår at lære ham. Han er en super hund på trænings- og konkurrencebanerne og noget mere kompliceret herhjemme med alle de uvaner, han har tillagt sig (læs: fået lov at udvikle) gennem årene.
Men skøn og fantastisk er han nu alligevel! Han har dog efterhånden brug for at blive set som en lidt ældre hund. Han trættes mere af træning og konkurrencedage, han er ved at være halvdøv - det har vi nok opdaget noget hurtigere, end vi gjorde med Django, så det er ikke så slemt endnu.... og hans krop er nok heller ikke helt, hvad den har været. Det hindrer ham nu ikke i stadig at have fuld fart på frem i verden!
Jeg har også et skønt job, som er enormt udfordrende og livsbekræftende. Det er også udmattende, travlt og ind i mellem vildt stressende, men de positive aspekter opvejer stadig de negative!
Hvad jeg derimod er pænt træt af er mit irriterende og elendige helbred, som endnu en gang har lagt mig ned med en totalt låst lænderyg, bækkenled mv. Det har nu varet siden mandag morgen og er dog i bedring, men stadig virkelig træls.....
Jeg har nogle alt for hypermobile led, der en gang imellem kommer ud af kurs og sætter sig fast på uhensigtsmæssige måder, noget der som oftest klares nemt, andre gange bliver det noget mere kompliceret at få løst.
Jeg har svært ved at acceptere, at jeg bliver forhindret i at gøre de ting, jeg gerne vil. En ting er, at arbejde bliver ret umuligt, noget andet er at hundeaktiviteter sættes helt på stand-by, aktuelt en mistet time Nose Work i tirsdags og ikke mindst dommermødet på Fyn i går, som jeg måtte melde afbud til....surt, surt, surt, jeg er helt sikker på at jeg gik glip af en masse. Selv om der er udsendt et fyldigt referat, er det jo ikke det samme som selv at være til stede ....
Nå men - look at the bright sight....nu kan jeg stort set mit htm 3 program udenad (i hvert fald i hovedet)!!! Det er ikke så tosset endda!
 |
| De skønneste hundebasser:-) |
er man nørd eller er man nørd :-)- så længe hundelivet kan fortsætte er der grund til at trække vejret
SvarSlet