torsdag den 27. juli 2017

Sørgelig sommer

Det, der skulle have været en dejlig uge i sommerhus ved Vesterhavet, blev afbrudt af min fars død. Som sådan ikke nogen overraskelse, da min far har været syg i henved 30 år, men det var alligevel meget, meget pludseligt alting ramlede omkring os.

Min søster havde lejet et skønt sommerhus i Nr. Lyngvig (mellem Søndervig og Hvide Sande) gennem sin arbejdsplads Syddjurs kommune, og det havde hele tiden været planen, at vi skulle med. Min nevø blev hjemme på Djursland for at passe deres gravhunde, så det blev kun vores hunde, der kom med.

De første dage hyggede vi os helt vildt. Tirsdag skulle vi have været i Ringkøbing på bytur, men min søster havde brug for en "slap-af dag", så vi udsatte det til næste dag. Vi fik så aldrig set Ringkøbing, da vi blev ringet op kl. 01.30, at vores far var blevet meget dårlig. Han var blevet indlagt dagen før "bare lige for at blive tjekket" for blærebetændelse/lungebetændelse og var nu altså blevet rigtig dårlig - så er der altså langt til Randers Sygehus!!!!

Vi ankom ved 4-tiden, hvor han var kommet på intensiv, men vi var alle rimelig fortrøstningsfulde, da vi har set ham dårligere for nogle år siden. Han var nogenlunde klar, men fyldt med infektion og høj feber. Efter nogle timer kørte vi til Følle og sov en times tid, hvorefter vi kørte retur til sommerhuset, der jo skulle rengøres mv. Vi var enige om at overnatte, lukke ned og køre til Djursland igen.

Torsdag morgen ringede en sygeplejerske, at han nu igen var meget dårlig, et kvarter efter ringede en læge og sagde det samme - okay, det havde vi ikke prøvet før!!! Der kom gang i rengøringen, og vi landede i Randers ved 12-tiden, hvor vi godt kunne se, at det var ved at være slut.
Det tog et døgn, hvor min ene bror og jeg var der hele tiden, og vi sagde farvel fredag morgen den 14. juli.

Onsdag den 19. juli 2017 blev han bisat fra Feldballe Kirke - det var egentlig ret nemt at tage stilling til alt det praktiske. Det gjorde han selv til meget af det, der skulle besluttes, da min mor døde for snart 6 år siden, så det skulle jo være på samme måde.
En smuk bisættelse, kaffe i "Forsamlingshuset" med en lagkage, han ville have sat stor pris på - det var som det skulle være, og min far blev sparet for rigtig meget sygdom på denne måde!

Anita Jakobssons billede.


I går kom en del af normaliteten tilbage, da Paul fik hevet mig ud til en gang træning. Mit freestylenummer er helt forsvundet fra min hukommelse, men jeg fik da prøvet noget. HTM-nummeret gik nogenlunde okay, noget rustne var vi, men jeg havde fokus på vores nye start, som kommer til at fungere fantastisk.

Og så kommer der lige en gang billede fra det smukke område ved sommerhuset:

"Vores" sommerhus

Skønt område med masser af plads til at Osseau kunne løbe frit

Kanten op til terrassen var lidt høj, når man er en ældre hund!

Lyngvig fyr - der var vildt mange trapper op til det, så vi kom ikke tættere på

Dejligt område ved fyret

Tæt på en meget skøn strand

Området ved fyret

I Søndervig var der Sandskulpturfestival. Det var ikke så stort, men meget smukt




Ingen kommentarer:

Send en kommentar