søndag den 15. marts 2009

Generalprøven!

Så blev den første generalprøve før prøven i Hårlev gennemført med en 3. plads som resultat. Det er jeg ikke tilfreds med, men prøven var bestemt lærerig på mange måder, og det var jo det vigtigste. Jeg har lige set videoen på YouTube, og der var mange positive ting, som jeg kan tage med. Men jeg må jo konstatere, at det ikke duer med 0 point i en øvelse, når de andre øvelser næsten alle mangler skarphed....

Resultatet blev følgende:
Tandvisning = 10
Lineføring = 8
Stå = 7½
Spring = 0
Stillingsskift = 7½
Indkald = 10
Næseprøve = 6½
Fællesdæk = 8
Helhedsindtryk = 8
I alt 130½ point

Tandvisningen er en øvelse, jeg ikke vil træne særlig meget, da Django ikke bryder sig om det. Han siger ikke noget til det, men han er noget stram i særlig højre side af munden, og for at få succes skal det ikke overtrænes.

Under lineføringen blev jeg pludselig helt vildt nervøs! Jeg havde ikke tænkt så meget over den på forhånd, så jeg havde ikke godt nok styr på vendingerne og havde helt glemt to-skridtsøvelserne, som heldigvis ikke voldte problemer - chok, chok, og bestemt ikke godt nok at være så dårligt forberedt!!!

Stå-øvelsen blev nogenlunde. Jeg ved ikke lige, hvorfor Django satte sig før tid - det plejer ellers først at være et problem lige før jeg når ind til ham.

Springet er jeg stadig i tvivl om. Den gav 0 point med begrundelsen, at han sprang før kommando. Nu skal man jo ikke diskutere med dommeren, og man kan ikke høre på videoen, hvad der præcist sker. Django rejser sig, før han må, om det tæller som "afsæt" ved jeg ikke, men ellers synes jeg, at jeg nåede at afgive kommandoen, før han sprang. Nå, undskyldninger hjælper jo ikke.... Afslutningen var ellers rigtig pæn, Django stopper op og venter til, jeg når om til ham - rigtig fint.

Stillingsskiftet er bare ikke i orden - det skal han bare kunne! Han satte sig op, før jeg nåede ind, og så er det bare, jeg tænker: han er blevet belønnet rigtig meget for at sætte sig op af sig selv, så hvornår og hvordan går man fra shapingen og til, at hunden rent faktisk nøjes med at reagere på den verbale kommando??? Men det er en øvelse, vi skal have 10 for, det trækker alt for meget ned, når den ikke er perfekt.

Indkaldet var perfekt, hvilket ikke kom som nogen overraskelse - det skal det bare være.

Næseprøven er jeg rimelig tilfreds med. Jeg har én gang (i går formiddag, faktisk) oplevet, at han er nået hele vejen ind i plads med pinden i munden, så det skal nok komme - men hovedsagen er, at han vælger den rigtige.

Fællesdækken var noget hø, den skal også bare være perfekt - men på det tidspunkt var han altså blevet forelsket i den løbske Nova, så jeg tror, at jeg skal være glad for 8-tallet for det rod.

Det var en supergod dag, som har givet mig lidt flere mål med prøven den 11. april:
1. Jeg skal støtte Django bedst muligt, hvilket betyder, at jeg ikke skal blive for nervøs.
2. Prøven skal være en god oplevelse.
3. Alle øvelser skal give point - altså ingen 0-øvelser.
4. Vi skal mindst have en 2. plads

Tak til Camilla for at være en god dommer. Hvis dommeren i Hårlev opfører sig på samme måde m.h.t. afstand til hunden, ikke prøver at hilse på ham osv. er det perfekt!
Django var glad og langt hen ad vejen opmærksom på mig under øvelserne, så det var rigtig dejligt - der er ingen tvivl om, at han synes, det er sjovt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar